Julen er Hjerternes Fest
“Julen er hjerternes fest” siger man. Men det er den desværre langtfra for alle. I en tid, hvor julelysene tændes og duften af pebernødder og gløgg fylder luften, står julen som et spejl, der sætter alt i skarpt relief. Det er en tid fyldt med forventninger, ønsker og håb, men for nogle er det også en tid, der kan føles ekstra sårbar og ensom. Dette er især tilfældet hvis man lever uden familie, venner og nære relationer.
Mange mennesker er heldige at have faste traditioner og aftaler med familie og venner, men ikke alle er så heldige. En del mennesker lever helt alene uden familie og netværk og har måske tilmed mistet en partner. Uanset hvad årsagen er til manglende netværk og nære relationer, er behovet for inklusion og fællesskab vigtigere og mere presserende end nogensinde før, fordi rekord mange lever alene og føler sig ensomme.
Hjerterum og husrum
En positiv udvikling de senere år er dog at der har været en stigende tendens til at hjerterum og husrum går hånd i hånd. Mennesker uden nogen at dele julen med finder sammen (fx. på sociale medier) eller inviteres til jul af ‘fremmede’ eller frivillige. Denne udvikling er næstekærlig, meningsfuld og givende for alle parter og derfor skal vi blive ved at sætte fokus på at række ud til dem der føler sig ensomme, hele året og til højtiderne.
Og selvom mange gør hvad de kan, må vi desværre også erkende, at ikke alle har mod på at tage imod den fremstrakte hånd og holde jul sammen med ‘fremmede’. Dette skyldes ikke nødvendigvis et manglende ønske om at blive inkluderet, men det kan være forbundet med skam og forlegenhed at modtage hjælp og omsorg fra nogle man ikke kender.
Julen kan også bringe smertefulde følelser frem og gamle minder, traditioner og savn kan virke overvældende. For nogle er det måske første jul efter en skilsmisse, hvor børnene fejrer jul med den anden forælder, for andre kan savnet af en ægtefælle der ikke er mere, føles helt ubærligt. I sådanne situationer kan det føles uoverskueligt at finde overskud til at indgå i sociale sammenhænge og lære nye mennesker at kende.
Spred kærlighed
Dette betyder dog ikke, at vi skal undlade at sprede kærlighed og invitere. Tværtimod skal vi blive ved med at forsøge at nå hinanden og dem, der har allermest brug for en fremstrakt hånd og det kan kræve tid, forståelse og nænsomhed.
Måske kræver det nogle samtaler først og det er vigtigt at være lyttende over for hinanden. En samtale, hvor man føler sig hørt af et nærværende medmenneske, er noget af det mest helende og opbyggende for os mennesker. Sådanne samtaler skaber tillid i mellem relationer og kan måske blive nøglen til fornyet håb og mod på livet og fremtiden.
Så i denne juletid, lad os tage os tid til at lytte til hinanden. Både dem vi kender og dem vi ikke kender og huske på betydningen af inklusion, medfølelse og næstekærlighed. Lad os være åbne for dem, der søger nye fællesskaber hele året og lad os sammen skabe en jul, der ikke kun er fyldt med traditioner, men også med nærvær og omtanke, således at vi alle med hånden på hjertet kan sige: “Julen er hjerternes fest”.
Kærlige tanker
Sabrina 💛






