Vågn op og vær tilstede i livet og nuet

af | aug 24, 2023

VÅGN OP OG VÆR TILSTEDE I LIVET

Livet er undertiden en ubevidst søvnvandring, hvor dagene går, uden vi rigtig er til stede. Vi gentager de samme mønstre, opfylder vores basale behov, og lader vores tanker og følelser flyde uden at give dem megen opmærksomhed. Men hvad sker der, når vi beslutter os for at mærke os selv og livet og virkelig være vågne? Når vi begynder at være tilstede i vores krop, vores tanker og følelser? Dette er rejsen ind i bevidsthed, som kan forandre vores liv på måder, vi måske aldrig havde forestillet os.

At vågne op i vores mønstre

Mange lever deres liv i faste rutiner og vaner. Vi går på arbejde, udfører vores daglige opgaver, og gentager cyklussen igen og igen. Dette er selvfølgelig nødvendigt for at opretholde en vis stabilitet i vores liv, men hvis ikke vi er vågne, kan det let føre til, at vi mister bevidstheden om vores handlinger og reaktioner.

At vågne op i vores mønstre betyder at se på vores reaktioner i forskellige situationer og opdage de røde tråde. Det handler om at blive opmærksom på de gentagne adfærdsmønstre, der styrer vores liv, og spørge os selv, om de virkelig tjener os godt. Måske opdager vi, at nogle af vores mønstre er kontraproduktive eller endda skadelige for vores livskvalitet. Ved vågen opmærksomhed bliver vi mere bevidste og dermed også friere i vores valg.

At vågne op i vores følelser og behov

Vi har alle basale behov som mad, vand, søvn og sikkerhed, men ofte er vi ikke bevidste om vores dybereliggende behov. Fx. behovet for kærlighed, tilhørsforhold, anerkendelse, og selvudfoldelse. Når vi er ‘vågne’ mærker vi vores behov og om de er opfyldt.

Vejen til bevidsthed om vores behov, går gennem følelserne. Følelserne er indikatorer på vores dybereliggende behov, som fortæller os om de er opfyldt. En følelsesmæssig opvågning, er derfor nødvendig for at få kontakt til vores underliggende behov og det er vigtigt og helt afgørende, med en god kontakt til vores dybereliggende behov, hvis vi skal have mulighed for at få disse opfyldt og dermed skabe os et lykkeligt og tilfredsstillende liv.

At vågne op i vores krop

At vågne op i kroppen, er første skridt til at komme i kontakt med vores følelser, fordi alle følelser har et kropsligt ‘aftryk’. Vi tilbringer meget tid i vores hoveder, tænkende og analyserende. Men vores krop er en meget værdifuld kilde til visdom og bevidsthed. At vågne op i vores krop, betyder at lytte til dens signaler og fornemmelser og foretage en indre ‘temperaturmåling’, som på mange måder kan guide os i livet, hvis vi tør stole på den.

Måske opdager vi, at vores krop sender os signaler om stress eller ubehag, som vi tidligere har ignoreret. Måske har vi brug for at ændre vores livsstil, meditere
eller motionere mere regelmæssigt for at styrke vores krop og sind. At være til stede i vores krop hjælper os med at forbinde os til vores fysiske selv og opdage, hvordan vores krop reagerer på forskellige oplevelser og situationer.

At vågne op i vores seksualitet

Seksualitet er en naturlig del, af det at være menneske, men for mange mennesker er seksualitet omgærdet af skam, skyld og hemmeligholdelse. At vågne op i vores seksualitet betyder at åbne op, være fri, være tilstede i nuet, nyde, føle og mærke kroppens fornemmelser, uden tanker.

At være tilstede i vores seksualitet, fører til en dybere forbindelse til os selv og vores partner og bidrager til at skabe mere intime og givende relationer.

At vågne op i vores tanker

Vores sind er en konstant strøm af tanker, der flyder mere eller mindre ubemærket i gennem vores bevidsthed. Men ofte er vi ikke bevidste om, hvad vores sind tænker, og hvordan det påvirker vores følelser og adfærd. At vågne op i vores tanker indebærer at observere vores tanker uden dom og kritik.

Når vi begynder at være til stede i vores tanker, får vi måske øje på både positive og negative tankemønstre. Uden at tillægge tankerne yderligere betydning, blot konstatere at de er der, kan tankemønstrene bruges som en unik mulighed for at kigge nærmere på gamle overlevelsesstrategier og adfærdsmønstre. Disse styrer nemlig, ubevidst, en stor del af vores liv og mulighed for at opnå lykke.

Da en stor del af tankerne og de bagvedliggende mønstre er ubevidste, samt at overlevelsesstrategierne ofte dækker over sårbare traumer, vil jeg anbefale at denne del udforskes sammen med en god og erfaren terapeut, som der er tillid til.

At vågne op til livet

At vågne op i livet betyder at være fuldt til stede i nuet. ‘Vågenheden’ giver os mulighed for at foretage frie og bevidste valg, fx. om at lægge vores telefoner og bekymringer væk og være fuldt tilstede med de mennesker og oplevelser, der er lige nu og her, omkring os.

Når vi er tilstede i nuet, kan vi virkelig nyde livets skønhed og enkelhed. Vi kan forbinde os dybere med andre mennesker og skabe meningsfulde relationer. Vi kan også finde glæde og taknemmelighed i de små ting og øjeblikke i livet, som vi måske har overset før.

At vågne op i livet er en livsrejse, der aldrig slutter. Det kræver bevidsthed, øvelse og tålmodighed. Men det er en kæmpe gave, der kan berige vores liv på utallige måder. Så hermed en invitation til dig om at tage det første skridt mod at begynde at vågne op i dine mønstre, dine behov, din krop, din seksualitet og dine tanker.